Der kan være utallige årsager til, at du måtte føle smerter i eller omkring dit knæ. En beskadigelse af det som kaldes menisken kan være én forklaring. En meniskskade er hverken ualmindelig for unge, midaldrende eller ældre. Hyppigst forekommer en meniskskade enten ved en ulykke, f.eks. et traume under sportsudøvelse, eller som følge af slidage over tid.
Hvad er det?
En menisk er en bruskskive, som der normalvis er to af i et knæled. Bruskskiverne er med til at stabilisere dine knæ og beskytte mod slid af lårbenets nedre- og skinnebenets øvre ledflade ved at udfylde hulrummet mellem dem.
Skader på menisken kan forekomme gennem belastning hvor vægten, som f.eks. pålægges knæet under gang eller løb, ikke er ligeligt fordelt. En beskadigelse af bruskskiverne kan ses som en revne, der ligger enten på langs eller på tværs af menisken. Smerter forbundet med en meniskskade kan dog også skyldes at en del af menisken kommer i klemme mellem ledfladerne, når knæet bevæges.
Hvordan kan det påvirke knæet?
En meniskskade giver som regel akutte eller hurtigt indsættende smerter. Det kan være, at du får fornemmelse af, at noget smutter eller kommer i klemme inde i knæet. Det kan også være, at du oplever en tendens til at knæet låser og er hævet, så du ikke kan bevæge det som normalt.
Selvom nogle meniskskader kan være små og endda hele af sig selv, så er det altid en god idé at konsultere sin læge eller en fysioterapeut, da en beskadiget menisk øger risikoen for udvikling slidgigt over tid.
Hvad kan jeg gøre for at lindre smerterne?
Når du er blevet undersøgt af en sundhedsfaglig, er det nemmere at forholde sig til, hvad du skal og ikke skal gøre i behandlingen af dit knæ. I langt de fleste tilfælde er gradvis og vedvarende (genop)træning altid en god og langsigtet løsning. Det er vigtigt, at bevægelse og belastning doseres i et roligt tempo og passende mængde, da en overilet træningsindsats kan forværre dine symptomer og smerter.
I et forløb hos Fysio Bootcamp er der altid mulighed for et mere skræddersyet træningsprogram, som tilpasses dig og dine behov, selvom du træner på hold med andre deltagere. Med et team bestående af både autoriserede fysioterapeuter og fysioterapeutstuderende, ser vi os kompetente til at kunne hjælpe dig i din genoptræning, hvilket størstedelen af vores holddeltagere også benytter vores bootcamps til. Har du brug for at vide mere om vores bootcamp forløb, så er du altid velkommen til at kontakte os!